Efterårsmøde mandag den 28. oktober kl. 19.00 i Tinglev Skoles Aula.

01 okt Efterårsmøde mandag den 28. oktober kl. 19.00 i Tinglev Skoles Aula.

Vigtig debat på efterårsmødet

– Hvad skal der ske med den gamle, danske skole?

– Skal Grønningen rives ned, når et nyt står klar?

– Hvad skal der ske med den tidligere realskole?

– Er det i orden at rive den første danske børnehave ned?

TinglevForum inviterer til en vigtig debat på Efterårsmødet, der finder sted mandag den 28. oktober kl. 19.00 i Tinglev Skoles Aula. Det er markante bygninger, der er på dagsordenen.

Skolebygningen fra 1905, der i 1955 blev udvidet, indgår ikke længere i Tinglev Skole. Derfor stiller Aabenraa Kommune nu spørgsmålet: Hvem kan bruge bygningerne, og til hvad? Eller skal de rives ned?

– I TinglevForums bestyrelse er der enighed om, at det ikke kan komme på tale at nedrive 1905-bygningen. Den er en væsentlig del af bybilledet, og der er også tale om en historisk bygning, der i 40’erne var skole for både danske og tysksindede elever, skriver TinglevForum i et bestyrelsesreferat.

TinglevForum lægger også op til, at der bliver taget hånd om den tidligere danske realskole. Der ligger i dag en børnehave, og bygningerne hører til blandt de absolut smukkeste i Tinglev. Desværre er der ikke økonomi til også at udnytte bygningen mod vest, der står tom. Det er ikke ideelt.

På Efterårsmødet stiller TinglevForum også spørgsmålet: Hvad skal der ske med det nuværende Grønningen, når et nyt står færdigt. Også her er der tale om et markant byggeri i Tinglev. Der er dog allerede forslag om at rive Gamle Grønningen ned, men er der også en anden mulighed?

På Grønnevej ligger også den første danske børnehave. Den funktion er lukket, og nu er der fra Aabenraa Kommune forslag om at rive bygningen ned for at skabe adgang til Ny Grønningen.

Det protesterer TinglevForum imod. For det første er der også her tale om en historisk bygning, der bør bevares. For det andet vil en nedrivning også efterlade Grønnevej 34 som en ø med veje og parkeringspladser på alle fire sider.

Der er således nok at snakke om, for det handler ikke kun om at være imod at rive ned. Tinglev skal også meget gerne komme med forslag til fornyet anvendelse.

På forhånd har borgmester Thomas Andresen givet tilsagn om at deltage i Efterårsmødet.