Gå godt, Tinglev!

27 mar Gå godt, Tinglev!

Gå godt, Tinglev!

Alle mand af hus. Sammen med kvinder og børn. Søndag den 16. juni 2019 fra 10.00 til 15.00.

En stigruppe under TinglevForum har skabt et fantastisk sti-system i en dejlig natur i og rundt om byen, og nu inviteres alle borgere på gåtur en sommersøndag i juni.

Udgangspunkt bliver Tinglev Midt, hvor der er orientering om rute-mulighederne. De gående kan på kort selv tilrettelægge deres tur, men der bliver også fællesafgang med stiguide.

10.00: Velkomst og orientering

10.30: Afgang Amalienborgruten – 7,3 km.

12.00: Afgang Olgerruten – 4,3/11,4 km.

13.30: Afgang Mosevangruten 4,5 km

Der bliver altså mulighed for at prøve kræfter med én eller flere ruter, og i den lette ende er der så også Byskovruten på 800 meter.

Det vil være muligt at få stillet både sult og tørst ved arrangementet, der har fået overskriften: Godt gået, Tinglev.

– Det er sundt at gå, og vi håber, at rigtig mange vil samles ude på stierne denne søndag. Jeg er sikker på, at mange også bliver overrasket over, hvor dejligt det er ude på stierne, siger formanden for Stigruppen, Poul Alexandersen.

Stierne er naturligvis allerede åbne nu, og der bliver således gode muligheder for at forberede sig til Store Gå-Søndag den 16. juni.

Stigruppen, TIF’s Gå Sammen ture og TinglevForum står bag Gå godt, Tinglev!