2018

 Tør Tinglev tænke stort

Tør vi række ud efter de højthængende frugter? 

Det er bestyrelsen for TinglevForum, der stiller spørgsmålet:
»Tør vi? Vi får så tit fortalt – og siger også til os selv – at det gælder om at gå efter de lavthængende frugter. Men tør vi også række ud efter de højthængende?

TinglevForum kaster sig ud i det hidtil mest ambitiøse projekt i første kvartal i 2018.
Et helt nyt forsamlingssted i Tinglev, der har været efterlyst så længe – faktisk lige siden Hansens Gæstgivergård som det sidste lukkede i Tinglev.

Et nyt Tinglevhus med hotel, restaurant, selskabslokaler og et sønderjysk køkken som et genforeningens hus anno 2020?
Det Nye Tinglevhus skal fungere som et samlingspunkt for hele grænselandet.

Hvor Folkehjem i Aabenraa er genforeningens fødested, så skal Det Nye Tinglevhus være symbolet på genforeningen 100 år senere.

TinglevForum havde oprindeligt planlagt et nyt Tinglevhus i Tinglev Midt, men på et borgermøde blev der peget på en placering ved Centerpladsen.

Det er den model, som TinglevForum nu ønsker at prøve af. Også selv om det bliver et projekt, der løber op i størrelsesordenen 20 millioner kroner.

Der er en betydelig risiko for, at det vil blive tomme og forhenværende butikker, der kommer til at præge bybilledet langs med Hovedgaden, der hver dag passeres af flere end 5000 biler.
Et nyt og moderne Tinglevhus på hjørnet af Hovedgaden og Jernbanegade vil derimod kunne blive et nyt monument for byen og vise, at Tinglev lever op til vort motto – »mere end du tror«.

TinglevForum har nedsat en projektgruppe og indledt et samarbejde med Arkitektfirmaet A78.
I første omgang viser A78 en mulig bygningsmasse med hotelværelser, hotellejligheder, restaurant, selSkitse til Det Nye Tinglevhus, der her er placeret på hjørnet af Hovedgaden og Jernbanegade. Der er også facade mod Centerpladsen. Der er ikke taget stilling til byggeriets arkitektur. (Arkitekt: A78) skabslokale/foredragssal og et sønderjysk køkken.

Sangen spillede en vigtig rolle i genforeningen, og det nye hus kan også blive et hjemsted for Opera På Grænsen.

Projektgruppen skal sammen med A78 nu finpudse form og indhold. Støtteforeningen Tinglevfonden har nedlagt sig selv og bliver nu i stedet en gruppe under TinglevForum i lighed med Stigruppen. Det er den ny gruppe, der skal forsøge at indsamle en million kroner i Tinglev, som skal være byens bidrag til projektet.

TinglevForum skal også i første kvartal i år sammensætte en helt ny bestyrelse for Den Selvejende Institution Det Nye Tinglevhus, og det bliver den bestyrelse, der skal forsøge at finde en fond, der vil være interesseret i at gå med ind i projektet.

»Hvis det her skal lykkes, får vi brug for et stærkere Tinglev end nogensinde«, slutter formand Poul Erik Thomsen.

_________________________________________________

Generalforsamling 

Mandag d. 11. marts 2019, kl. 19.00 i Tinglev Skoles Aula

dagsorden i henhold til vedtægterne

orientering fra Stigruppen

Vel mødt

TinglevForum

___________________________________________

Ny Grønningen klar i foråret 2021

Selv om det var en travl aften i Tinglev med flere spændende arrangementer, så mødte borgerne alligevel talstærkt op til Efterårsmødet i TinglevForum.

Afdelingsleder i Aabenraa Kommune, Anni Oksen, orienterede om forberedelserne til et nyt plejehjem i Tinglev.

Hun roste samarbejdet med Tinglev, og hun ser frem til at kunne åbne et nyt Grønningen i foråret 2021 med 24 pladser som et moderne plejehjem, hvor hjem og by hænger sammen.

TinglevForum orienterede om planerne om et nyt samlingssted i byen og præsenterede to alternative placeringer til Centerpladsen. Det ene er på hjørnet af Hovedgaden og Kirkevej, og det er andet er på hjørnet af Hovedgaden og Højskolevej.

Et spørgsmål var: Er det muligt at samle en million kroner sammen i Tinglev til et nyt samlingssted med festsal, restaurant, køkken og 20 værelser? Det mener de fleste, men der blev også udtrykt skepsis.

TinglervForum anser det for afgørende, at der falder en afgørelse inden 1. marts 2019.

Stigruppen under TinglevForum orienterede om planerne om en rekonstruktion af en tusindedel af det oprindelige Olgerdige opført for næsten 2000 år siden. Der er bevilget 50.000 kr. til nærmere undersøgelser, og det er håbet, at dette første bud på en grænse mellem Jylland og Slesvig-Holsten kan blive en del af genforenings-markeringen i 2020.

TinglevForum havde koncert-arrangementer til debat efter at tartelet-festival og Beatles-show, hvor svigtende opbakning betyder, at pengekassen er tømt.

Bestyrelsen tog imod et forslag om i 2019 kun at arrangere en grundlovsfest 5. juni og den store koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester og Opera På Grænsen den anden søndag i august.

Formanden for Styregruppen, Tim Skovmand, gav en status over udviklingsplanen for Tinglev.

Han nævnte, at planen i øjeblikket ligger helt stille i forvaltningen i Aabenraa, men at arbejdet forhåbentligt genoptages i begyndelsen af 2019. Et af projekterne er ”Byens Forbindelse”, der bliver en markeret sti fra skolekrydset og via Ny Grønningen og Centerpladsen frem gennem sundhedsområdet og helt hen til banegården.

 ___________________________________________

Vigtigt efterårsmøde i Tinglev

Efterårsmødet i Tinglev Skoles Aula torsdag den 8. november kl. 19.00 har vigtige emner på dagsordenen:

  • Præsentation af nyt plejehjem i Tinglev Midt
  • Muligheder for at blive en demens-venlig by
  • Hvor skal Tinglevs nye samlingssted ligge?
  • Skal TinglevForum fortsat arrangere koncerter?
  • Status for udviklingsplanen for Tinglev

Det er TinglevForum, der står bag Efterårsmødet, hvor der er gratis adgang for alle.

__________________________________________________

Stor koncert-succes for de få

Hvilket brag af en koncert. The Beatles Story er bare en god fortælling, og den kom Alex Bødiker med, og musikken fra det, han som Beatles-nørd kalder for verdens største band, blev leveret af nogle dygtige musikere og fantastiske sangere.

Forretten var tarteletter. Hovedretten var The Beatles Story, og det var et show, som virkelig begejstrede publikum.

– Et fantastisk publikum, der virkelig var med hele vejen, og det gjorde det ekstra sjovt at optræde, sagde Alex Bødiker efter koncerten.

Et show, der havde fortjent et større publikum. Der var kun 150, og dermed løb TinglevForum ind i en økonomisk lussing.

På Efterårsmødet på torsdag vil TinglevForum drøfte med borgerne, om bestyrelsen fortsat skal arrangere koncerter i Tinglev.

__________________________________________________

Invitation til fællesspisning i Tinglev

Sandhedens time for TinglevForum den 2. november kl. 18.00: Der ligger en invitation til fællesspisning og topunderholdning. Nu skal det vise sig, om det kan lykkes for TinglevForum at samle Tinglev-borgerne i et festligt lag. Lokkemidlet er tarteletter og en fortælling om The Beatles og en masse dejlig Beatles-musik og sang.

Betingelserne er benhårde og er givet på forhånd for TinglevForum. Der skal sidde mindst 350 omkring bordene i Tinglev Fritidscenter, Hal 1, hvis arrangementet skal løbe rundt.

– Vi er ikke sådan rustet, at vi har en formue på bankbogen som en slags underskudsgaranti, så vi er helt afhængige af, at der kommer nok, forklarer TinglevForums kasserer, Preben Christensen.

TinglevForum har indgået en aftale med Ritas Køkken, der leverer tarteletterne.

Underholdningen kommer en god kending af Tinglev med. Alex Bødiker har tidligere optrådt på Friluftsscenen som medlem af Willys Kaffeklub, og nu kommer han i spidsen for et hold, der skruer tiden tilbage til de go’e gamle Beatles-dage.

– Jeg fortæller de gode historier om Beatles, og så er der syv musikere og to sangere, der genopfrisker de helt fantastiske Beatles-numre med masser af musik og sang, fortæller Alex Bødiker, der kunne melde om udsolgt, da showet havde premiere i Haderslev.

Det er første gang, at TinglevForum, der har base på Friluftsscenen i Byskoven, er rykket ind i Tinglev Fritidscenter med et arrangement.

Billetter kan købes via www.tinglevforum.dk, og grupper, der ønsker at sidde samlet, sender antal til petkom@stofanet.dk, der står for bordreservation.

__________________________________________________

Fredag d. 2 november – The Beatles Story

 

Tinglev Fritidscenter, Hal 1
TinglevForum arrangerer: The Beatles Story, med Alex Bødiker – også kendt fra Willys Kaffeklub, i spidsen for to sangere og seks musikere.
Forestillingen blev opført på Hotel Harmonien i Haderslev og blev en stor succes.

Få her en smagsprøve på forestillingen.
https://www.youtube.com/watch?v=w-tAqUOdPlY&feature=youtu.be

Ved indgangen eller på Place2book:

Uden tarteletter kr. 175,-

__________________________________________________

Orkester med stor respekt for publikum

Der var stående bifald fra publikum til Sønderjyllands Symfoniorkester og til Iben Silberg, Stine Elbæk, Anders Christensen og Jesper Buhl fra Opera På Grænsen efter De Skønneste Toner på Sydbank Koncert Arena ved Zeppelinvej i Tinglev. Efter koncerten talte musikerne om, at det mere var publikum, der havde fortjent det stående bifald.

– Det er simpelt hen beundringsværdigt at se, at publikum blev siddende under hele koncerten, selv om regnen silede ned. En imponerende udholdenhed, så det var i grunden os på scenen, der burde have stået op og klappet af publikum, sagde violinisten Alexandru Radu, der nu i efterhånden flere år har været en populær musikalsk gæst i Tinglev.

Sønderjyllands Symfoniorkester og sangerne fra Opera På Grænsen lod sig ikke slå ud over, at det regnede og regnede hele søndag eftermiddag. Med det hidtil største orkester leverede Sønderjyllands Symfoniorkester et brag af en koncert.

For TinglevForum venter der nu en regning efter 2018-udgaven af De Skønneste Toner.

– Der manglede 250 betalende, og i det våde vejr solgte vi meget mindre end budgetteret, så vi står nu tilbage med et underskud, som endnu ikke er gjort endeligt op, men det er risikoen ved at arrangere udendørs koncert i Danmark, udtaler TinglevForums kassemester, Preben Christensen.

TinglevForum sagde efter koncerten tak til de mange frivillige, der arbejdede flittigt for at skabe de bedst mulige rammer for de optrædende og publikum.

Flere flotte billeder fra Hanns Peter Blume

Bent Lagoni har sendt dette til TinglevForum:

Vi fik så oplevet Sønderjyllands Symfoniorkester på Tinglev Stadion.

  1. Jeg er ikke i tvivl om at i alle har ydet en stor indsats for at få dette arrangement op at stå.  Jeg kunne dog ønske mig at i prøver at ændre (forbedre) nogle tiltag.Det så meget mærkeligt ud, at man havde valgt at  placere tribunen så langt fra scenen, at folk ikke virkede større end tændstikker på scenen. Vi kunne dog få øje på Poul Erik med hans fine slips. Når vi betalte ekstra så kunne man forvente at få de bedste pladser.  Til gengæld så havde i lavet en flugtvej midt foran scenen af bibelske dimensioner, hvor Gwin Nissen nøje overvågede at ingen kom til at træde på linen. Det virkede lettere komisk med de få tilskuere. Jeg har set at man andre steder har fået placeret en tribunen tæt på og lidt forskudt til højre eller venstre side. Det må der være mulighed for næste gang. ( og så knap så bred en flugtvej) Det ødelagde helheden, at de fleste tilskuere sad alt for langt væk.
  2. Musikprogrammet synes jeg har være bedre før. To russiske komponister og  Wagner passede måske til vejret. Det blev dog bedre i anden del.  Når man havde fået samlet fire fine solister, synes jeg  at vi godt kunne have undværet russerne og Wagner og så fået lidt mere solistoptræden.

Med venlig hilsen
Bent Lagoni

Poul Erik Thomsen har til dette svaret:
Hej Bent,
Til din orientering: I forhold til tilskuerpladserne, så er vi underlagt nogle meget stramme regler for at få tilladelse til arrangementet. Bredden på flugtveje er således ikke publikumsvejlederens påfund, men er bestemt af politi og kommune.

Tribunen var et forsøg på at skabe bedre forhold for publikum. Der er forskellige meninger om forsøget, men i det vejr, vi oplevede, var der ikke rigtig noget, der var vellykket.

Din kritik af programmet vil indgå i den samlede efterkritik, som vi skal have i bestyrelsen i TinglevForum.

Tak fordi du giver din mening til kende.

Med venlig hilsen,
Poul-Erik

DE SKØNNESTE TONER 12. august 2018 kl. 15.00

Sportspladsen ved Zeppelinvej i Tinglev

For ikke medlemmer købes billet via dette link: ticketmaster.dk

Skriv De skønneste toner i søgefeltet og du bliver sendt videre til billetsalg.
Pris (gældende til og med 12. juli): På plænen 140 kr.
Pris (gældende fra 13. juli): På plænen 160 kr.
Pris (ved indgangen 12. august): På plænen 185 kr.
Tillægsbillet til overdækket tribune 50,-
Der er adgang fra kl. 13.30

For medlemmer af TinglevForum købes billetter her: place2book.com

Pris (gældende til og med 12. juli): På plænen 85 kr.
Pris (gældende fra 13. juli): På plænen 105 kr.
Pris (ved indgangen 12. august): På plænen 115 kr.
Pris for medlemmer med Guldkort og Familiekort – køb billet/billetter til 0 kr.
Pris for forening 1 person – køb billet til 0 kr.
Pris for Guld Erhvervskort 2 personer – køb billet/billetter til 0 kr.
Tillægsbillet til overdækket tribune 50,-
Der er adgang fra kl. 13.30

På dagen er der også billetsalg ved indgangen

__________________________________________________

Grundlovsfest i Byskoven den 5. juni 2018

Hanns Peter Blume har sendt disse skønne billeder fra en fantastisk aften i Byskoven

__________________________________________________

GRUNDLOVSFEST 5. juni 2018 kl. 17.30

Friluftsscenen i Byskoven i Tinglev

Der er kun billetsalg ved indgangen

__________________________________________________

Ren dag i Tinglev den 22. april 2018

Kom og vær med til en hyggelig dag hvor vi i fællesskab gør Tinglev lidt mere ren.

Vi mødes ved skovhuset i Byskoven kl. 9.30 og slutter kl. 11.30 hvorefter der serveres pølser og sodavand ved skovhytten.

Alle er velkomne.

__________________________________________________

Tinglev klar til en ny sæson

FORMAND POUL ERIK THOMSEN SKRIVER FØLGENDE PRESSEMEDDELELSE

Traditioner holdes og brydes: TinglevForum har sæsonplanen klar for 2018 og indleder med grundlovsfest og præsenterer det hidtil største symfoniorkester den anden søndag i august inden nyskabelse i november.

Henrik Becker-Christensen, Ellen Trane Nørby, Hinrich Jürgensen og Anke Spoorendonk, Henning Hyllested og Mette Bock, Flemming Jensen, Benny Engelbrecht, Peter Kofod Poulsen, Eva Kjer Hansen. En imponerende række af talere, der har stået på Friluftsscenen i Byskoven i Tinglev til de grundlovsfester, der er ved at være en helt fast tradition på stedet.

Det er et stærkt navn, der nu føjes til listen. Grundlovstaler den 5. juni 2018 er medlem af regionsrådet, Villy Søvndal – også kendt som tidligere formand for SF og forhenværende udenrigsminister.

Grundlovsfesten i Byskoven i Tinglev begynder 17.30, og TinglevForum har i år valgt at engagere lokale navne. Elever fra Deutsche Nachschule i Tinglev med et uddrag fra en musical, den 16-årige violinist Christina Johanning Schmidt fra Kollund og fra Danmark Har Talent i et samspil med pianist, organist og komponist Doris Sommerlund fra Løjt Kirkeby og Aabenraa Brass Band optræder på Friluftsscenen.

– Vi har efterhånden tradition for, at vi byder på både tale og sang og musik, så det til sammen bliver en grundlovsfest, forklarer kassemester i TinglevForum, Preben Christensen.

TinglevForum forsøger også at gøre en udendørs koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester og Opera På Grænsen til en tradition den anden søndag i august.

Den koncert med den faste titel, De Skønneste Toner, er også på plads, og det bliver med det hidtil største Sønderjyllands Symfoniorkester, der blandt andet er udvidet med to saxofoner. Opera På Grænsen præsenterer sangerne Iben Silberg og Stine Elbæk, sopraner, Anders Christensen, tenor, og Jesper Buhl, basbaryton.

TinglevForum bryder så med den tradition, at de tre arrangementer ligger hen over sommeren.

Sæsonens tredje koncert finder først sted fredag den 2. november. Og det med et nyt indslag og et nyt spillested.

TinglevForum præsenterer ”The Beatles Story” med Alex Bødiker fra Haderslev som fortælleren og med to sangere og seks musikere, og det bliver en koncert i hal 1 i Tinglev Fritidscenter.

__________________________________________________

Generalforsamling 14. marts 2018

BESTYRELSESBERETNING:

Vi indlederen generalforsamlingen i TinglevForum 2018 helt som sædvanligt med bestyrelsesberetningen.

Det er en beretning, der tager udgangspunkt i det slogan, vi har for vores by: TINGLEV – MERE END DU TROR.

Endnu et par butikker er lukket. Et byggemarked er lukket. En stor international virksomhed forlader Tinglev. Det kunne give anledning til et sortsyn og til pessimisme. Men det er der ingen grund til. For når vi ser tilbage på 2017, så er der taget mange initiativer, der peger i retning mod en positiv fremtid for Tinglev.

Vi skal passe meget på, at Tinglev ikke bliver talt ned. At vi ikke bliver indfanget i de dårligdomme, der forbindes med vores placering i Udkantsdanmark. Vi skal blive ved med at give optimismen en chance. Det er det klima, et erhvervsliv til hver en tid vil efterlyse, og som er interessant for tilflyttere.

Tinglev har fået en fair andel af kommunale og statslige arbejdspladser. Inden for de seneste år har vi fået en ny indskoling, og svømmebadet blev ikke lukket, men ombygget og genåbnet. Vi synger således ikke med på sangen, at alle millionerne i Aabenraa Kommune investeres i Aabenraa.

Et nyt Grønningen i Tinglev har været en mærkesag for TinglevForum lige siden dannelsen, og ønsket om en placering lige midt i byen og ikke ude på en mark er blevet understøttet af jer borgere på flere møder.

Beslutningen om at bygge et nyt Grønningen i Tinglev understreger, at Tinglev også imødekommes. Det bliver vigtigt, at borgerne nu får indflydelse på, at det også bliver et ældrecenter, der er indrettet efter de forhold, der i dag er gældende, og vi kvitterer for, at Aabenraa Kommune vil nedsætte en arbejdsgruppe blandt borgerne i Tinglev, der kan være med til at skabe de ønskede fremtidsrammer for et nyt Grønningen.

Tinglev har fået en udviklingsplan. Det handler om at skabe nogle bedre betingelser for de elever fra den danske og den tyske skole, som venter på busforbindelserne i lyskrydset. Som det er muligt at se, er der allerede blevet lysnet op og givet mere plads til de ventende. Den plads skal fortsat udvikles.

Der er afsat 300.000 kroner til projektet Dansk-Tysk Ungdomshus i 1905-bygningen. Penge, der skal bruges til at finde ud af, hvad bygningen i det hele taget kan bruges til.

Og der er afsat godt halvanden million kroner til Centerpladsen, der skal gøres meget mere indbydende.

Udviklingsplanen er blevet konkret i forhold til en ny hjemmeside. Det udvalg har TinglevForums næstformand Niels Daubjerg været formand for, og han vil gerne give en nærmere orientering:

Klik ind på Tinglev.dk, som er den ny hjemmeside for Tinglev by og omegn.

En arbejdsgruppe har i forbindelse med udviklingsplanen for byen lavet forslag til indhold og tekster til en ny hjemmeside. Tinglev Ugeblad har herefter opsat siden. Det er også Ugebladet, der i fremtiden skal vedligeholde og udvikle hjemmesiden. Denne model er lavet, så siden altid er opdateret med nyheder og kalender.

Udover almindelig information for byens borgere, besøgende og turister er særlig kalenderen en vigtig del af siden. Der har ved flere lejligheder været rejst kritik, at der har været kollisioner mellem arrangementer. Der er mange tilbud i Tinglev, men byen er ikke stor nok til, at der samme aften er flere arrangementer. Derfor skal de, der planlægger en koncert, foredrag, skolefest m.m. allerede inden datoen fastlægges, undersøge om der er andre arrangementer, og når datoen så er lagt, skal den i kalenderen. Det er vigtigt, at kalenderen bruges aktivt, rettidigt og langsigtet, så den bliver et godt planlægningsredskab.

En anden væsentlig del af hjemmesiden er en tilmeldingsblanket til en frivillighedsdatabase. Her kan man tilbyde sin arbejdskraft til frivilligt arbejde. Målet med basen er, at foreninger kan trække på denne frivillighedsbank til små og store opgaver og arrangementer.

Med www.tinglev.dk har vi også fået et redskab til at styrke samarbejdet mellem foreningerne i Tinglev. Formålet er at undgå, at flere arrangementer ligger lige oven over hinanden, og samtidig vil det være muligt at få et samlet billede af alle de tilbud på stævner, koncerter og andre arrangementer, der er i Tinglev. Det er mere end du tror.

Ud over udviklingsplanen har Aabenraa Kommune også udarbejdet et OMRÅDEFORNYELSESPROGRAM, og der bliver fremtidsmulighederne for Tinglev yderligere trukket op i et 10-årigt perspektiv.

Den sti-gruppe, der er en gren af TinglevForum, har arbejdet dygtigt i endnu et år med åbningen af informationstavlerne ved Olgerdiget som et topmål. I den forbindelse var det interessant, at taleren fra Haderslev Museums arkæologiske afdeling fortalte, at Olgerdiget rent faktisk er Danmarks længste fortidsminde.

Formanden for Sti-gruppen, Poul Alexandersen, vil her orientere om det fortsatte arbejde med stier og dige:

Information:

Rød sti: Kælkebakke-ruten, 2,6 km

Gul sti: Mosevang-ruten, 4,5 km

Grøn sti: Tinglev vest-ruten, 4,3 km

Orange sti: Amalienborg-ruten, 7,3 km

Blå sti: Olger-ruten, 11,3 km

Byskovsti, 0,8 km

Stigruppen har arbejdet med de i alt 30 kilometer lange Tinglev-stier i snart fem år, og man skulle tro, at de nu er færdige. Det er de ikke. Vi vil fortsat forbedre stierne. Vi har udført beskæringsopgaver og græsklipning samt planeringsopgaver. Vi får – modsat Aabenraa og til dels Bov – ikke hjælp fra kommunen til sådanne fysiske tiltag.

 Vi kæmper videre, men vi og brugerne må også konstatere, at naturture kan give vådt fodtøj, i særlig grad på Amalienborgstien.

Som bekendt har gruppen i samarbejde med Aabenraa kommune og Museum Sønderjylland opført en informationspavillon om Olgerdiget. Stigruppen holder ikke dér. Vi har p.t. en ansøgning liggende hos Aabenraa kommune om tilladelse til at udføre et ca. 10 meter langt udsnit af Olgerdiget i målestok 1;1. Det er en opgave, der kræver arealdisponeringer, gravearbejder, planering, etablering af vold- og palisadeopbygning, ansøgning om fondsmidler. Det tager tid, og det koster, og NÅR projektet står færdigt, vil vi kunne fremvise et mindesmærke, som i en snæver, ubeskeden vending kan kaldes et OMVENDT DANNEVIRKE!

Stigruppen har brugt meget papir; men vi kommer lidt til kort, når det drejer sig om udførelse af fysiske opgaver. Vi har et par tilsagn om hjælp, men det er stigruppens håb, at der under punktet TEAM FRIVILLIG på den nye hjemmeside www.Tinglev.dk vil være nogen som tilmelder sig som stigruppens hjælpere for vedligeholdelse og videreudvikling af stierne. Jeg tager også imod tilmeldinger i aften.

Snart vil der på fugletårnet ved Savværksvej komme en informationstavle op om natur- og fuglelivet i området. Men det når vi ikke til forårets SORT SOL OVER NØRRESJAW. Det sker om en halv snes dage. Stærene samles på højspændingsledningerne fra solcelleparken til Bjerndrup mark. Derefter flyver de ind over rør- og pileskoven en lille times tid inden solnedgang (det er 25. marts ca. kl. 19), hvorefter de går i seng. Vær parat en time inden solnedgang for at få hele sceneriet med!

TinglevForum har også i 2017 brugt mange kræfter på koncerter. Det er blevet en tradition, at TinglevForum arrangerer et grundlovsarrangement på Friluftsscenen i Byskoven. Årets taler bliver tidligere udenrigsminister og formand for SF, nuværende medlem af regionsrådet Villy Søvndal.

TinglevForum forsøger også at holde fast i, at koncerten med titlen DE SKØNNESTE TONER finder sted hvert år den anden søndag i august. Vi præsenterer i år det hidtil største symfoniorkester, og TinglevForum har fået en tre-årig aftale med kulturudvalget, der har reserveret 65.000 kroner i 2018, 2019 og 2020. Det er en aftale, som vi er meget tilfredse med.

TinglevForum har også besluttet, at det tredje arrangement flyttes fra sommerperioden til sidst i oktober/først i november.

TinglevForums formand har plads i Landdistrikternes bestyrelse, og der lykkedes det at få en pylon til Tinglev i tæt samarbejde med Rødekro og Bov-Padborg. Til gengæld er det ikke lykkedes at blive enige med Aabenraa Kommune om indholdet på pylonen, og vi havde også forestillet os, at den kunne læses på begge sider.

TinglevForum samarbejder med lokalrådet i Bolderslev i forsøget på at overbevise politikerne om, at cyklisterne skal sikres meget bedre med en cykelsti på højhastighedsstrækningen mellem Bolderslev og Tinglev, der også er en skolevej. Her bakker Tinglev fuldt op om Bolderslev Lokalråd, og vi siger helt klar til politikerne: Det er uansvarligt at lukke øjnene for den udfordring.

TinglevForum tog i 2017 initiativ til et GENFORENINGENS HUS 2020, og efter forslag på et borgermøde med en placering ved Centerpladsen. Det bliver et projekt, som skal følges til dørs i 2018. Den bliver den hidtil største opgave for Tinglev.

Hvorfor har Tinglev ikke bare opgivet og lagt sig i udkantens slappe slipstrøm?

Det har vi ikke, fordi vi har så mange ildsjæleflammende frivillige, der er parate til at gøre noget for Tinglev. Den indflydelse, Tinglev har på politikerne i Aabenraa Kommunes Byråd, er pantsat i det frivillige engagement, der blandt andet giver sig udslag i, at vi møder talstærkt op til borgermøderne.

Men det er vigtigt at understrege, at vi endnu ikke er i mål. Vi kan ikke hvile på laurbærrene.

Tinglev er for stor til at være én landsby. Og for lille til at være en storby. Det er vores dilemma. Vi skal altså fortsat gøre en ekstraordinær indsats for at blive en endnu stærkere helhed.

Det vil vise sig, når vi skal samle en million kroner sammen til et nyt samlingssted. Her skal det vise sig, om vi virkelig står sammen.

Det gælder også i forhold til de arrangementer, der er i Tinglev. Der er stadig plads til, at endnu flere borgere i Tinglev møder op.

Det er fællesskabet, der skal blive endnu mere fælles for endnu flere.

Så Tinglev kan blive meget mere end du tror.

__________________________________________________

FORÅRSMØDET
GENERALFORSAMLING

Onsdag d. 14. marts 2018

i Tinglev Skoles Aula

   

Kl. 19.00:

Præsentation af Tinglev’s udviklingsmuligheder i de kommende 10 år v/Anna Bruhn Clausen, Kultur, Plan & Fritid, Aabenraa Kommune

Kl. 19.20:

Præsentation og oplæg til debat af Det Ny Tinglevhus-projekt v/TinglevForum

Kl. 19.50:

Generalforsamling

– i henhold til vedtægterne

– orientering fra Stigruppen

– orientering fra Støtteklubben

TinglevForum