Aktiviteter

14 apr Fælleshus-vedtægter er klar

Fælleshus-udvalget under TinglevForum venter nu kun på, at det igen bliver tilladt at forsamles.

Udvalget har i samarbejde med advokat Asbjørn Jakobsen, Aabenraa, fået udarbejdet et sæt vedtægter for TINKA – Tinglev Kultur- og Aktivitetshus – og fælleshusudvalget er dermed klar til en stiftende generalforsamling.

Det er en generalforsamling, der skal godkende vedtægter og vælge bestyrelsen for den forening, der skal stå bag et nyt fælleshus i Tinglev, og det er på samme borgermøde, at rammerne for samlingsstedet skal på plads.

25 feb Generalforsamling

Sæt X i kalenderen den 12. april kl. 19.00. Sted: Tinglev Skoles Aula eller Tinglev Hal 2 (afhængig af Covid-19 restriktioner). Dagsorden iflg. vedtægter.

05 feb Positiv film om Tinglev

Mediebureauet AD-Media har stor erfaring med positive film for lokalområder og landsbyer i hele Danmark.

Derfor har Tinglev Forum indgået et samarbejde med firmaet med henblik på at få lavet en film, som skal indgå i markedsføringen af Tinglev og omegn.

Filmen skal vise erhvervslivet og de mange arbejdspladser frem, beskrive byens mange faciliteter og tilbud, infrastruktur, skole, børneinstitutioner og ikke mindst søge at få flere tilflyttere til området.

Det er også en film om, at Tinglev er byen med to kulturer.

Claus Vinther fra AD-Media vil kontakte virksomheder og institutioner den næste uges tid med henblik på at gøre jer klogere på projektet – så tag godt imod ham.

Vi håber, at I støtter op, hvis I har mulighed derfor.

Tinglev Forum har på forhånd reserveret 5.000 kroner til filmprojektet.

17 jan Fælleshus-udvalg

Fælleshus-udvalg vil mødes med alle

På et møde i Fælleshusudvalget blev de mange gode forslag til et nyt samlingssted gennemgået. En liste viste 17 forskellige ideer. Der er dog behov for, at udvalget får en endnu bedre viden om behovet for et nyt forsamlingshus for hele byen, og derfor vil medlemmer af Fælleshus-udvalget nu gerne i kontakt med endnu flere. For tiden skal det foregå i mindre forsamlinger.
Fællesudvalget håber derfor, at der er rigtig mange foreninger, der vil invitere en repræsentant fra udvalget til førstkommende bestyrelsesmøde. For udvalget handler det ikke kun om at få en så præcis viden om behov som muligt. Udvalget har også brug for tilkendegivelser, der kan styrke Tinglevs fællesskab.
Fælleshus-udvalget mødes også gerne med institutioner og virksomheder i Tinglev. Bestyrelser og ledelser, der ønsker besøg af udvalget, skal blot sende en mail på petkom@stofanet.dk med tid og sted. Så får vi det hen.

Kom med dit bidrag til Tinglevs fællesskab

Fælleshusudvalget mødes mandag aften med formandskabet i TinglevForum i stedet for det aflyste Efterårsmøde. Udvalget skal forsøge at…”at holde skibet i søen og på ret kurs”, selv i en corona-tid. Udvalget modtager derfor meget gerne endnu flere forslag til to sider af samme sag:
1.     Hvordan styrker vi fællesskabet i Tinglev for alle aldersgrupper og på tværs af mindretal og flertal og af alle boligområder?
2.     Hvordan skal et styrket fællesskab blive en vigtig del af et nyt samlingssted?
Deltag på Facebook under TinglevForum eller på Tinglev info eller send dine ideer og forslag til petkom@stofanet.dk.
____________________
Et forsamlingsforbud betyder, at TinglevForum har været nødsaget til at aflyse EFTERÅRSMØDET, der skulle have været startskuddet til en styrkelse af Tinglevs fællesskab frem mod målet: Et nyt samlingssted. Måske ikke for alle, men i hvert fald for de fleste.
Fælleshuset kunne indrettes i Gl. Grønningen, hvor beboerne i slutningen af 2021 flytter ind i et nyt Grønningen.

Hvis det skal lykkes, er der brug for engagerede borgere, foreninger og institutioner, der vil bakke op om fællesskabet og komme med gode forslag til, hvad et nyt fælleshus skal have plads til.

TinglevForum og Fælleshusudvalget inviterer alle til at gå ind på Facebook og i kommentarsporet til dette opslag bidrage til den nødvendige debat. Det er også muligt at sende kommentarer og gode idéer til formanden for TinglevForum på petkom@stofanet.dk.

Tinglev skal simpelt hen vise et helt byråd, at det er det er det, vi vil. I fællesskab.

16 jan Genskabelse af etape af Olgerdiget

Med finansieringen på plads og myndighedstilladelserne i hus er TinglevForum i samarbejde med Museum Sønderjylland, Arkæologi nu klar til at genskabe en lille del af det 2000 år gamle Olgerdige for enden af Olmersvej i Tinglev. Genskabelsen vil resultere i et synligt fortidsminde, som vil give de besøgende en større indsigt i den tidligste rigsdannelsesproces i Sydskandinavien, hvori bl.a. indgik en synlig grænsemarkering, i den ældre jernalder og i Sønderjyllands historie og kultur som grænseland.

Projektet består i at fjerne vejdæmningen dér, hvor Olgerdiget lå, så området kommer i niveau med de med omgivne engarealer. Arkæologer fra Museum Sønderjylland vil herefter lave en udgravning, som har til formål at lokalisere, hvor Olgerdiget præcis har ligget, og hvis vi er heldige, er nogle af de gamle egestolper stadig bevaret.

Når udgravningen er afsluttet, genskabes 12 m af Olgerdiget.  Det er et 2000 år gammelt forsvarsværk, som har en kompliceret anlægshistorie. Den del, der genskabes, består af to palisader sat med solide egestammer, en voldgrav med en dybde på ca. 1,3 m og en tilsvarende høj jordvold på ca. 1,3 m. Hele anlægget tilsås med græs. En info-pavillon om diget er allerede etableret.

Olgerdiget, som gik øst for Tinglev, repræsenterer Sønderjyllands og formentlig også Danmarks største fortidsminde fra ældre jernalder (500 f.Kr – 200 e.Kr.). Dette til trods har fortidsmindet lidt en tilbagetrukket tilværelse, dels fordi det ikke er synligt for det blotte øje og dels fordi dateringen indtil for nylig har været meget usikker. Takket være de senere års landvindinger inden dendrokronologien (datering ved måling af årringene i egetræ) ved vi nu, at Olgerdiget blev grundlagt i årtierne kort efter Kristi fødsel, mere præcist i år 31. Den del, som genskabes kan dateres til 89/90 e.Kr. Meningerne om hvem, der er bygherre, har været delte, men mest tyder på, at det var anglerne, som boede i Sydslesvig, der stod bag byggeriet.

Olgerdiget var det første forsøg på at skabe en rigsgrænse tværs over den jyske halvø fra Åbenrå Fjord i øst til udmundingen af Vidå i Vadehavet mod vest. Selve diget er dokumenteret over en 11 km lang strækning fra Urnehoved sydvest for Rødekro til Gårdeby Mark ved Bjerndrup Mølleå, som er en del af Vidå-systemet.

TinglevForum er en frivillig paraplyorganisation for foreninger og institutioner i Tinglev by. I TinglevForum er der nedsat flere arbejdsgrupper, herunder en ’stigruppe’, der løfter opgaven med at få etableret Olgerdiget og har udviklet flere vandre- og løbestier i og omkring Olgerdiget og Tinglev. Museum Sønderjylland indgår som faglig partner i projektet og bistår aktivt med viden om og udgravning af diget. Museet vil for egen regning udgrave den del af anlægget, som ønskes rekonstrueret. Derved kan diget rejses præcis på det sted, hvor det stod for ca. 2000 år siden.

Det har været et mål for TinglevForum, at projektet gennemføres i 2020 100 året efter den seneste grænsedragning og ca. 2000 år efter den første grænsedragning.

19 maj Demensvenligt svømmehold

Tinglev søger frivillige livreddere kvinder/mænd som har overskud, godt humør, og lyst til at gøre en forskel for mennesker med demens .

Tinglev Forum og Aabenraa kommune er i samarbejde ved at oprette et demensvenligt svømmehold i det nye varmtvandsbassin på Tinglev efterskole.

Derfor søger vi en frisk frivillig eller 2 der kunne have lyst til at lave lidt vandgymnastik og være med til at give mennesker med demens og deres pårørende en dejlig oplevelse i vand 1xugentligt med socialt samvær.

Har du/I lysten, men ingen bassinprøve, kan dette sagtens arrangeres. Det vigtigste er at lysten er derJ

Du/I vil komme til at samarbejde med 4 frivillige der hjælper i omklædningsrummet og i vandet + Aktivitetskoordinatoren på demensområdet.

Har du lyst til at dele glæden og begejstringen ved demensvenlig vandgymnastik sammen med os, så er dette måske dig/jer vi søger.

Ring gerne for yderligere informationer til;

Pia Kim Christensen                   eller                 Bodil Andersen

Aktivitetskoordinator                                         Frivillig

Aabenraa Kommune                                           Tinglev Forum

24 99 47 08 / pkol@aabenraa.dk                    29 76 76 76 / bodan@live.dk

Vi glæder os til at høre fra dig

09 apr TinglevForum opgiver planen om et nyt Tinglevhus   

Drømmen er efterhånden 19 år gammel. Men nu brister den. Bestyrelsen i TinglevForum opgiver at skabe et nyt samlingssted i Tinglev.

»Det er blevet for meget op ad bakke, og efter en stribe nederlag erkender vi nu i bestyrelsen, at vi har mistet pusten«, forklarer formanden Poul-Erik Thomsen.

Det tidligere Tinglevhus brændte i 2000, og lige siden er der blevet arbejdet i flere omgange med at skabe et nyt Tinglevhus. Faktisk er der et Tinglevhus i dag, men det er en boligblok lige overfor banegården, og et mindre festlokale er kun for boligforeningens medlemmer.

Efter lukningen af Hansens Gæstgivergård i 2012 er Tinglev helt uden kro og hotel og selskabslokaler. Et forsøg på at finde økonomi til en overtagelse af Gæstgivergården mislykkedes.

TinglevForum foreslog et genforeningshus ved Centerpladsen og investerede også i en tegning. »Der blev vi slet og ret hældt af brættet. Der var ingen opbakning fra byrådet, og vi blev ikke kvalificeret til at komme på en officiel liste over genforeningsprojekter, og dermed mistede vi enhver chance for at finde fonde«, siger TinglevForum-formanden.

Senest er det muligheden for at bygge et nyt samlingssted på stedet, hvor Hansens Gæstgivergård lå, og som med 20 værelser skulle skabe muligheden for at samle Brand & Redning Sønderjylland og Beredskabsstyrelsen, der er kikset. »Samtidig har vi fået afslag fra endnu en stor fond, og derfor er det nu, at vi giver op.« TinglevForum udelukker dog ikke, at der indenfor de næste år indrettes et samlingssted i eksisterende bygninger i Tinglev. »Men det vil kræve, at der melder sig nye kræfter på banen«, lyder det fra bestyrelsen. Formanden er ked af situationen: »Der er selvfølgelig tale om et nederlag for mig som fortaler for et nyt Tinglevhus eller et nyt gæstgiveri. Jeg har aldrig været i tvivl om, at der er et behov, og historien viser også, at Tinglev er et ideelt samlingssted for hele grænselandet, men jeg har altså ikke været i stand til at overbevise andre om det.«